SPOR AF EN JORDBO

En poetik
Af Rasmus Rask

En nyfortolkning under Common Creative-licens af:

Morton, Timothy, and Boyer, Dominic. Hyposubjects: On Becoming Human. Open Humanities Press, 2021.

Yderligere inspirationskilder:

Agamben, Badiou, Bergson, de Finitti, Godfrey-Smith, Harari, Haraway, Heidegger, Honnet, Husserl, Latour, Merleau-Ponty, Nancy, Price, Rilke, Rosa, Rovelli, Serres, Weill, Whyte, Williamson & Wittgenstein.

I
Lad os forestille, at jordboen tilhører universets oprindelse og først nu er ved at opdage, hvordan den kan høre til.

II
Lad os forestille, at jordboen
kun kan opdage hvordan den hører til gennem ynde.

Den ved at holde verden åben – gennem åndelig ydmyghed og sårbarhed - kan finde en mere fundamental skønhed I det ukendte og ufuldstændige.

III
Lad os forestille, at jordboen
ikke hører til, ved at fylde mest muligt i verden.

I stedet søger den yndefuldt, at lade verden fylde mest muligt i sig.

IV
Lad os forestille, at jordboen
er kosmolog frem for ideolog.

Den er her, for at forsvare med ynde, alt det, der ikke er menneskeskabt.

V
Lad os forestille, at jordboen
er bevægelsen i retning af både-og frem for enten-eller.

Den er mere underjordisk end overjordisk og mindre end summen af sine egne deles yndefulde forbundethed.

VI
Lad os forestille, at jordboen
intet er i sig selv.

Dens forbundethed med noget andet er uadskillelig.

Den efterlever, at universets yndefulde forbundethed overstiger dens evne til at forstå.

VII
Lad os forestille, at jordboens krop allerede er indlejret i verdens krop.

Den forstår, at der under forståelsen, ligger en dybere og mere yndefuld forbundethed, som kun kan sanses og opleves gennem kroppen.

VIII
Lad os forestille, at jordboens krop allerede er indlejret i verdens krop.

Den forstår, at der under forståelsen, ligger en dybere og mere yndefuld forbundethed, som kun kan sanses og opleves gennem kroppen.

IX
Lad os forestille, at jordboen bevæges af at indlejre væren-til i verdens krop, hvilket i sig selv er en del af tilværelsens bevægelse, ved uforbeholdent at udleve sin forbundethed med ynde.

X
Lad os forestille, at jordboen udlever tid gennem forbundethed frem for teknologisk-økonomisk tvang.

Dens gentagende evne til yndefuldt at indlejre mening og væren-til i verdens krop skaber en cirkulær og åbentydig tidsløshed.

XI
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed gennem yndefuldt sprog.

Den udøver ikke sproget for at overbevise, men som en livs-sans, for at skelne mellem fortabelse og forbundethed.

XII
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed gennem yndefulde dyder.

Den udøver ikke dyder for at være bedre end andre eller andet, men for at forbindes med andre eller andet.

XIII
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed gennem yndefuld kærlighed.

Den elsker ikke en kvalitet på grund af dens forskel fra andre, men selve den kvalitet, forskellens forbundethed skaber.

XIV
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed gennem yndefuld kunst.

Den skaber ikke kunst for at opnå anerkendelse, men for at bevæge og bevæges af forbundethed.

XV
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed gennem yndefuld natur.

Den opsøger ikke naturen for at opleve, men for at bevæge og bevæges af forbundethed.

XVI
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed mere yndefuldt uden for menneskeskabt funktion og kontrol.

Når noget mangler, går i stykker, eller kommer i vejen, opstår nye former for forbundethed.

XVII
Lad os forestille, at jordboen udlever tidsløshed mere yndefuldt uden for kunstig intelligens.

Den forsøger ikke at projicere sin sjæl på det sjælløse for at skabe forbundethed.

XVIII

Lad os forestille, at jordboen samler, reparerer og genbruger mere yndefuldt uden for menneskeskabte netværk.

Den hacker og omfordeler energi til tidsløshedens sprækker og hulrum for at skabe forbundethed.

XIX
Lad os forestille, at jordboen
på yndefuld vis ikke anerkender androleukoheteropetro-modernitetens herredømme eller dens selvudnævnte berettigelse til at fylde mest muligt i verden.

XX
Lad os forestille, at jordboen ignorerer systemets italesættelse af, at alt og alle må udleves indenfor systemets grænser.

Den er skeptisk overfor alle opsummeringer af dens oprindelse og hvordan den kan eller skal høre til - inklusiv denne.