før faldet

R så ikke faldet. Var hun blevet skubbet ned ad trappen? Moderen lå sammenkrøbet på gulvet, vuggende frem og tilbage, mens hun hviskede:

“Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere.”

R stod tavs, ved moderens side, med et fast greb om sin lillesøsters hånd, i et af disse øjeblik, der kan vare en barndom.

Roen og kraften bredte sig i ham. En pludselig åbenbaring af menneskets kosmiske dyb. Selv når livet efterlader os døende, i fosterstilling, mellem ord, fortsætter vi med at falde.