EPILOG

efterlader

spor

af gentagelser

i begyndende ord

vinden
rusker
i trætoppenes
udsyn

husets
lemfældige
tagrende
drypper floder
af gennemsigtigt liv

hunden
ryster
sin gennemblødte pels
og stirrer hengivent
på omridset
af vores nødvendighed

du stiller
glasskåle
på terrassen
i naturlige mønstre
for at opsamle
regndråbernes
frie fald
bevægelser
der vil bevæge
min ubegribelige
verden