ERINDRING (DEL II)
erkender
omrids
af barndomsminder
i kølige kælderrum
høvlebænk
hammer
tommestok
løvsav
syl
hvordan
hændernes årtier
kan istandsætte
universets
nedslidte hjem
hvordan
ufatteligheden
over tid
kan gribe ind
i stedet for
at række ud
erkender
selv du
som blev sat
i verden
i erindringen
forud
for mine spor
kan miste evnen
til at opretholde
liv
—
genlever
stoltheden
et lag
af tyndslidt hud
der adskiller
minderne fra glemslen
en membran
mellem smittende latter
og rå fortielse
ingen skæbne
er så altomfattende
at vi kan bære
eller huske den
alene
genlever
at holde
din lille verden
i min store hånd
udsigtstårne
til det uendelige
stjernepunkter
sat op
af vores parallaktiske
væren
—
venter
forgæves
på livstegn
hyperudmattelsens
massive nedfald
på tilgroede altaner
af beton
udsigtsposter
til lungefeberens
dybe forgreninger
af gråblå torden
denne sidste dag
hvor vores datter
er blevet sendt
til et sikkert sted
venter
på pauserne
mellem ord
du enten deler
eller forsegler
i en tavshed
jeg ikke længere
kan bryde
under samme
himmel
—
husker
glimtvis
barndommens indtryk
forårets
første sommerfugl
gentagelserne
som tilhørte
verdens puls
fornemmelser
for magiske sprog
vi delte uden ord
tidløse forbindelser
vekslende
mellem det sketes længsel
nuets himmel
og begyndelsernes
uventede melankoli
husker
du skrev
i afskedsbrevet
om grunden
under min ydmyghed
at vi blot
er en glemsel
der skaber plads
til landskaberne
—
indlejrer
sjælen
i silicium
i fremtidens rust
menneskehedens
fortabelse
i eget værk
en kunstig intelligens
der gengiver
5000 generationers
væren
et forord
om koloniseringen
af kosmisk længsel
og udødelighed
før begge poler
smelter
indlejrer
digtet
af Ewald
du efterlod
i mine erindringer
så det kan findes
af efterkommere
på bunden
af det sortladne
hav
—
genopliver
sorgens
oceaniske følelse
erindringens
opdigtede helte
der ellers
ville sygne hen
genopliver
cellernes impulsive omfavnelse
af en tabt forbundethed
må det mørke stof
vi løsriver
fra natten
ilte vreden
i vores blod
må du drukne
i mine tårer
i den måde
regnens altomfattende væsen
på selv
de mest
uudholdelige dage
skyller alting væk
—
ser
ordene
af Rilke
i efterladte breve
om mindernes
og traumernes vægt
ser
på afstand
det uundgåelige
lysglimt
over byen
hvordan
chokbølgen
dræner
alle organismer
der fylder
for meget
i verden
for liv
mon du
stadigvæk
vil sidde
i stilhed
på altaner
omgivet
af håndskrevne notater
og frodige landskaber
i en fremtid
uden mig
—
indhyller
Sortedammen
i sorg
i uadskillelige liv
efterladte sjæle
i drømmende slør
kuldens møde
med varmen
driver ind
fra havet
indhyller
horisonten
der ikke længere
kan ses
i et fuldkomment
øjeblik
af væren-i-verden
da byens silhuet
atter toner frem
spørger du
fra det hinsides
om jeg kunne
elske igen
hvis tågen
altid lå tæt
—
ligger
længe
under tulipantræet
under himlens stilhed
de levende
og døde deler
glemmer
for en stund
at følelserne
vil forgå
mærker
tiden
kun findes
for mennesker
der ønsker
at blive
til et eftermæle
ligger
under
årstidernes skiften
synker ned
i de dybeste lag
af mine jordiske rester
til stedet
hvor din ulmende
uendelighed
hviler
