KOSMOS (DEL III)
søger
tilflugt
fra mennesker
søger
indadvendthedens
udpost
efter modet
til at skelne
indre opdrift
fra atmosfærisk nedfald
lethed fra vægt
efter hemmelige tilstande
hvor det største
findes
i de enkelte deles
sammenfiltrede betydning
søger
efter stedet
hvor du endelig
kan dvæle
under entropiens konstellationer
i udsigten
til den samlede uorden
af mit simple
sind
—
oplever
nattehimlen
langt større
end egen eksistens
vægtens
knitrende lyd
af forbundethed
længslen efter
at vågne langsomt
ryg mod ryg
oplever
de nøgne
birketræers
omfavnelse
af døgnets stiltiende
dvælen
og vinterens
sidste sne
oplever
vi hører til
at intet
tilhører os
selv ikke mine fodspor
der skinner
så vidunderligt hvidt
under dine hvælvingers
mørke
—
er
vågne
i hemmelighedstilstande
i hinandens skær
i uoversættelighedens
strejf af liv
er
håndskrevne
notater
spredt ud
over sengens
horisont
et omrids
af varme kroppes
flimrende lys
sunket ned
i planetens
halve mørke
er
mine cellers
deling
i dine snitflader
af stof
i skumringens
insisteren
at der kan findes
noget større
i det skrevne
—
forestiller
universets
mørke energi
ind
i hjernen
intergalaktiske
signalstoffer
svimlende
gennem tidsrummet
at lyset
der ikke kan undslippe
stadigvæk findes
forestiller
en værre skæbne
end at vandre
gennem natten
dækket
af kosmisk støv
forestiller
vi skabes
af en længsel
der konstant udvides
at din skønhed
bevæger sig
mod ubegribeligheden
men aldrig forbi
min horisont
—
tænker
begyndelser
aldrig ender
langs universets
krumning
at tiden
ikke kan beregnes
at vi er
uløselige
fra den kosmiske
relativitet
tænker
vores håndholdte
sprækker
vil åbenbare
et lys
hvorfra intet kunstigt
kan efterkomme
tænker
min sidste tanke
må berøre
uendeligheden
bag uendeligheden
for derefter
at blive
til partikler
der svæver frit
i dit mørke
—
selvoptager
udmattelsens
mørke energi
hvide knoers
kontrast
alting
som udvides
og sammenpresses
selvoptager
uagtsomme mutationer
af et hidtil ukendt
stof
grundtilstandenes
endeløse forbrug
af udtømt intimitet
der accelererer
det oplevede
væk
fra intentionen
selvoptager
ustoppelige kræfter
kollapset
af min kerne
til et enestående punkt
hvorfra du flygter
hurtigere
end lysets hastighed
når at undslippe
—
holder
fast
i omridset
af en skæbne
i følelsernes
og fornuftens form
i håndens rysten
over et helt livs
spørgsmål
holder
mennesket
som falder
fra hinanden
organer
der ikke længere
ånder
i fred
holder
mine blikkes
indadvendthed
fokuseret
på din endeløse
sværm
af flakkende lysspor
for at sætte
svarene
fri
i vores intergalaktiske
mørke
—
vikler
vores
vildtvoksende vinger
ind
i verdensrummet
vikler
alting
rundt om
alting
universets
konstruktioner
af svimmelhed
ind
i kroppens tråde
vikler
dommedagens
blåsorte kraft
ind
i en stilhed
som bærer
sin egen skyld
selv
hvis vi fløj
langs
fuglenes træk
på dine orgasmer
af flydende sølv
er der intet
tilbage
jeg stadig
kan undslippe
—
udspringer
ilten
i blodet
i supernova eksplosioner
i
5000 generationers
ulmende uro
nuets
strejf af uskyld
indhyllet
i før-menneskeligt stof
udspringer
hvert enestående liv
der gik forud
for at skabe plads
til os
udspringer
en begyndende
uendelighedstrang
i kroppens
eksterne væv
med visheden om
at jeg snart
skal dø
for at du
kan efterkomme
