datter og søn

Regnen åbnede R’s ansigt og tegnede tusinde små ringe på søens overflade. Han tænkte, at de måtte være børn af dråbernes frie fald. En ustoppelig bevægelse, der nænsomt skyller alt væk for at skabe plads til noget større.

Natten før havde de talt for første gang. Fem timer i telefonen. Hvor kom hun fra? Var hun virkelig? Han kunne mærke den tiltagende tro på det ubegribelige. Efterklangen af hendes ord sitrede i hver en celle:

"Jeg vidste med det samme. Du og jeg er yndefulde…
En uendelig række af spørgsmål og kærtegn af stilhed…
Og i morgen kommer regnen.”