nyfalden

R sad i timevis ved graven. Vinterens første sne dalede langsomt. Der var noget yndefuldt i, hvordan hvert fnug svævede i luften, blot for at forgå. Som var de unikke iskrystaller en verden af ubesvarede spørgsmål, hvis forundren holdt vejret i et øjeblik uden ende. Han følte sig taknemmelig over, at livet altid finder sin egen ro.

På vejen hjem, mens R satte sine knitrende fodspor i kirkegårdens nyfaldne sne, tænkte han på sin fars ord:
“Vi tilhører nysgerrigheden mere end den tilhører os.”