himlen over perpignan

Sengen i det gamle stenhus blev oplyst af et døende stearinlys og skoddernes smalle striber af rødt daggry. R lyttede længe til hendes næsten lydløse åndedræt. Hun var smuk, næsten uvirkelig. Han kunne ikke længere huske, hvorfor hun fandt ham tiltrækkende, eller hvordan de var endt her. På natbordet, ved siden af de tomme vinflasker, lå et håndskrevet notat.

R læste ordene igen og igen, mens solen rejste sig langsomt over byen.

“Mon morgenkyssets sagte skælven er selve tyngdekraften? Universets hukommelse?
Et blidt kærtegn fra et uendeligt mørke,
der vækker verdens krop til live?”