Manden

Manden sad ofte, hvor bølgerne slog ind over molen med den største kraft, lettere foroverbøjet og gennemblødt på den vakkelvorne bænk, måske fordi havnen, under det meste af stormsæsonen, stod mennesketom hen.

R betragtede altid ritualet fra ærbødig afstand for ikke at krænke mandens forsvarsløse tilstand, og fordi livet havde lært ham, at ensomheden, ligesom havet og vinterens voldsomme lavtryk, er en altomfattende gentagelse, der for det enkelte menneske aldrig før er hændt.