HAVET (DEL IV)

undersøger

livet

i verden

i det ustoppelige

undersøger
evigheden
for vores skyld

undersøger
øjeblikket
for himlens skyld
for havets skyld

hvordan
kærlighedens kraft
kan blive til
af sig selv
idet bevægelsen
bliver til

undersøger
hvordan
den mørke flod
under min selvlysende
hud
fosser
gennem dine nøgne
landskaber
for at ødelægge alt
på sin vej

—

udånder

oceanernes

hyperudmattede
følelser

i hændernes dyb

lydtætte installationer
i menneskehedens larm

udånder
det usagte
et helt liv
uden afstande

udånder
understrømmens
evige længsel
efter ilten
i ordenes oprindelse
i horisontens hvilende
ro

udånder
at du stadigvæk
ønsker alt
jeg er
mens vi flygter
over dronningens bro
væk fra byen
i retning
mod havet

—

flygter

afstande

mod havet

utilnærmeligheden
mellem mennesker

flygter
gennem forstædernes
grå indhegning

flygter
gennem skovenes
lysåbne beplantning
af kunstigt liv

til stenstrandens
blågrønne nuancer
til tidevandets
boblende kant
hvor pulsen endelig
finder hvile

flygter
ned
under overfladens mørke
langs mine nervetrådes
urørlige træk
for at genfinde
det hydrotermiske væld
hvorfra sorgen
du efterlod
strømmer

—

forventer

fortiden

halve liv

der aldrig skete

forældreløs
fortabelse
af anden eksistens

forventer
verdenshavenes
ebbe og flod
går i arv

forventer
forestillingen
om barndommens
bevingede væsner
en dag
vil bestøve
kroppens længselsfulde
dyb

forventer
du havde lært
mig
at de største hemmeligheder
stadigvæk findes
at de første favntag
ned
i det ukendte
viser vej

—

strejfer

rundt

langs kysten

for at blive

genkendt
af andre søgende
bevægelser

strejfer
blandt flygtige
silhuetter
i skumringens
bløde mørke

strejfer
mens formen
støber det
kun himlens vandren
og de våde sten
forstår

strejfer
din evighed
der rækker ud
efter noget
dybt indeni mig
fra et fremmed sted
på den anden side
af havet

—

elsker

afstanden

mellem kroppe

kan tage form

elsker
at ukendte kontinenter
findes

elsker
at orkanens rusken
efter ødelæggelse
bringer liv

elsker
at vi
hverken ved
hvem vi tilhører
eller hvor
vi hører til

hvis længslen eksisterer
eller har eksisteret
eller vil eksistere
hvordan
kan mit møde
med dig
omsluttes
af andet
end havets nåde

—

fatter

ikke

hvordan kroppe

vægtløst
forbinder liv

fatter
ikke evighedens
uløselige
nu

hvordan
mødet
med det iskolde hav
spreder varme

fatter
ikke
hvordan
læbernes
hændernes
skælven
trækker blodkarrene
voldsomt sammen
om verdens dyb

fatter
ikke
hvordan
dine brusende lyde
og hemmeligholdte tilstande
kan befinde sig
under mit overjordiske
væsen
uden pludselig adskillelse
uden angst

—

antager

vi

er skabt

af noget større

smagen
af saltvand
på læber

antager
vi er
i stand
til at ændres

antager
vores indestængte skrig
og kroppes rysten
blev født
mere jordboende
end menneskelige

antager
det er
mine hænders
stramme greb
om din
blodsprængte hals
der sænker
himlens molekylære længsel
over stedet
hvor vi
dvæler

—

sænker

vægten

fødderne bærer

ned
i sandbunden

sænker
håndfladernes hvilen
over bølgerne

sænker
understrømmens undren
ned
i kroppens
ydmyge jubel

sænker
sjælen
ned
hvor livet
overvælder ind
hvor alle skabninger
er skabt lige

længere ude
tættere på
står du
gennemblødt i hvidt
med armene
i vejret
med mine kys
på vej
ind
under huden