UNDERGANG (DEL V)
tror
skumringen
må bevæge
planetens
tiltagende ensomhed
tror
vores dagslys
gradvist forsvinder
tror
det uanede
anes bedst
over gigantiske afstande
tror
vindens hvisken
langs kirkegårdens allé
poppeltræernes sange
i mørket
varsler
menneskets afsked
tror
tiden
er kommet
jeg løfter blikket
mod din ukendte destination
mod de utallige verdener
der altid
har været
synlige
herfra
—
åbner
nattens
sidste flugtvej
åbner
drømmens dødskamp
åbner stormen
af selvlysende
sommerhagl
ansigtets væv
og håndfladernes
dokumentariske sansning
af undergang
åbner
koden
der blev installeret
5000 generationer forinden
for at sætte
eksistensen
fri
åbner
halvvågen
døren
til køkkenets morgenstund
du spørger grådkvalt
om jeg tror
det uudholdelige
er den virkelighed
som holder os
sammen
—
drømmer
længsel
som begraves
levende
under aske
drømmer
flugt
på atmosfæriske
afstande
drømmer
om 5000 generationers fejl
lagt ufejlbarligt sammen
drømmer
om notesbøger
der opbevarer
menneskehedens spor
på afrivelige sider
af syrefrit papir
drømmer
du kvæles
i koncentrationer
af svovldioxid
mens solnedgangen
sænker
sine gyldne farver
over mine inflammatoriske
sprækker
hvorfra lavaen
sprøjter
ud
—
tøver
kort
før verden
går til
grunde
tøver
under menneskets
ensomme vægt
tøver
i et sidste forsøg
på at mærke
tøver
tilfældige strejf
af vildtvoksende hjemve
iturevne menneskedele
der former
en sammenfiltret skønhed
tøver
mest
fordi jeg bærer
forbindelsen til dig
bag uigennemtrængelige
lag af oprindelse
som levede vi
i kroppe
adskilte
uden væsen
—
fornemmer
kontrasten
mellem gråvejr
og planetblå
skrig
fornemmer
selvlysende droners
pludselige nedfald
fornemmer
hvordan
de livstunge
ambulancers fart
sønderriver
landskaberne
fornemmer
hvordan
frygten
for at miste
egen frihed
rådner menneskekødet
af klodens skelet
fornemmer
hvordan
dit sprogs
betydning
af overlevelse
afventer uroen
i pauserne
mellem mine ord
for derefter
at blive
til stiltiende
længsel
—
beskytter
færten
af angst
beskytter
dræberen indeni
koldsved
tunnelsyn
udmattelse
hjertebanken
hyperventilation
beskytter
alt
der kan overdøve
stilhedens
gennemtrængende
larm
beskytter
håbet
om overlevelse
i haglbyger
under halvtag
som vidne
til egen gråd
beskytter
udkanten
af den membran
som inddæmmer
min evigt udvidende
og altomfattende evne
til at stoppe
jordens
rotation
om din akse
—
sætter
aftryk
der ødelægger
hedebølger
naturbrande
dommedagsregn
sætter
spørgsmål
ved egen væren
sætter
vores tid
som overjordiske væsner
i stå
sætter
natten
til at fylde
mere
i verden
og drømmene
mere
i os
sætter
tvivlen
hvordan
kan jeg
passe på
dig
hvis vi ikke længere
taler om vejret
hvis vi ikke længere
tør sove
—
håber
permafrosten
kan mærkes
gennemstrømninger
af blod
håber
på planetens
vitale organer
håber
forfrysningerne
breder sig
fra krop
til sjæl
håber
vores efterkommere
vil forsvare os
med livet
som indsats
mod dette dødsbo
håber
du når frem
til istiden
under min hud
inden de årtusinder
der stadigvæk ønsker
at bevæge
vores verden
bliver glemt
—
lukker
hele
kredsløbet
ned
genstarter
landskabernes overlevelse
lukker
kroppens
nedarvede
systemer
ned
lukker
berettigelsens
blinde længsel
efter øjeblikkets
uendelighed
ned
lukker
beskyttelsesrummene
ned
hvorfra vores ungdom
blev sendt ud
for at genopdage
liv
lukker
min hukommelse
af dine kærtegn
i en aldrende verden
ned
for selv ødelæggelsen
har brug for
at sætte
sine spor
